Passagererne kunne mærke, at de var tæt på deres ankomst af flere årsager. Den første var lugten, da luften begyndte at ændre sig til en lugt af olie og moskusagtige forurenende stoffer fra maskiner, der blev drevet på fabrikkerne langs New Yorks havnefront. Lugten var ikke den eneste ændring for mange indvandrere. De varme og beroligende temperaturer i Europa kunne ikke længere mærkes på passagerernes hud, men de skarpe og forfriskende kulderystelser, der kom fra Atlanterhavets havsaltede vand. Selv om det første indtryk ikke var så tillokkende, fik passagererne dog øje på den berømte Frihedsgudinde, som for de fleste var et tegn på frihed, fred og muligheder. Efterhånden som båden kom tættere på at lægge til kaj, begyndte mange at klappe, mens andre græd tårer af glæde og begejstring.
Efter to uger i træk med søsyge og søben var der mange, der var ivrige efter at komme af båden og begynde at udforske byen New York. Desværre var dette ikke tilfældet, da de sundhedsstyrende embedsmænd inspicerede hvert skib, der kom ind, for sygdomme. Førsteklasses og andenklassespassagerer blev først inspiceret om bord på skibene, mens tredjeklassespassagerer blev transporteret til Ellis Island for at blive behandlet.
